
Har du opdaget at du har en tendens til at reagere på samme måde igen og igen? Måske har du de samme skænderier om og om igen med din partner, måske får din mor dig altid til at blive vred eller ked af det, eller måske tiltrækker du samme type kæreste igen og igen? Det skyldes det vi kalder adfærdsmønstre.
Hvad er adfærdsmønstre, og hvordan opstår de?
Vores adfærdsmønstre er dybt forankrede reaktioner, som udvikler sig gennem livet. De udspringer ikke kun af vores tanker og viljestyrke, men i høj grad af vores nervesystems automatiske respons på oplevelser, det opfatter som farlige. Disse reaktioner skabes ofte tidligt i livet og bliver en del af vores ubevidste forsvarsmekanismer.
Polyvagal teorien, udviklet af Dr. Stephen Porges, hjælper os med at forstå, hvordan vores nervesystem konstant scanner omgivelserne for sikkerhed eller trusler. Afhængigt af, hvad det opfatter, aktiverer det forskellige tilstande:
- Ventral vagal: Her føler vi os trygge, forbundne og i stand til at navigere i livet med ro og fleksibilitet.
- Sympatisk: Denne tilstand aktiveres, når vi oplever fare. Her svarer kroppen med kamp- eller flugtreaktioner.
- Dorsal vagal: Hvis en situation føles overvældende eller uoverkommelig, kan vores nervesystem lukke ned for at beskytte os, og vi trækker os ind i os selv.
Disse tilstande former vores adfærdsmønstre. Hvis vi gentagne gange har oplevet, at det er utrygt at sætte grænser, kan vores nervesystem have lært at undgå konfrontation ved at trække sig tilbage. Hvis vi har oplevet, at vi skulle kæmpe for at blive hørt, kan vi have et mønster med hurtigt at gå i forsvar.
Accept frem for skyld og skam
Det kan være en åbenbaring at opdage, at vores adfærd ikke blot handler om personlighed eller karakterstyrke, men er dybt forbundet med vores autonome nervesystem. Det betyder, at vores mønstre ikke er noget, vi bevidst har valgt, men noget vores krop har udviklet for at beskytte os. Når vi forstår dette, kan vi begynde at møde os selv med accept og selvkærlighed i stedet for skyld og skam.
Selvudvikling er ikke et spørgsmål om at “fikse” sig selv, men om at lære sig selv at kende på et dybere plan. Ved at arbejde med vores nervesystem kan vi gradvist skabe nye mønstre, der er mere hensigtsmæssige og frihedsskabende. Det kan være hårdt at se sine uhensigtsmæssige mønstre i øjnene, men det giver os også muligheden for at ændre dem.
Belønningen: Frihed og ro
Mange, der begynder at arbejde med deres adfærdsmønstre gennem polyvagal teori, oplever en følelse af lettelse. De forstår, hvorfor de handler, som de gør, og opdager, at de kan træne deres nervesystem til at reagere på nye måder. Over tid kan dette føre til en større følelse af frihed i livet, i vores valg og i vores relationer, samt en dybere indre ro.
Mange ender faktisk med at tænke: “Hvorfor gik jeg ikke i gang med det her noget tidligere?” Sandheden er, at vi starter, når vi er klar. Og uanset hvornår du begynder denne rejse, vil den føre dig mod et liv med større bevidsthed, balance og mulighed for at være den, du ønsker at være.
Så hvis du genkender dig selv i nogle af disse mønstre, ved du nu, at de ikke er permanente. Dit nervesystem kan lære nyt. Og du kan tage de første skridt mod mere frihed og ro allerede i dag.
Du kan læse mere om nervesystemet og hvad du kan gøre for at regulere det i dette indlæg