Når vi hører ordet traume, tænker de fleste af os på noget voldsomt.
Krig. Ulykker. Fysiske eller psykiske overgreb. Alvorlige svigt i barndommen.
Og ja – det er traumer.
Men det er ikke de eneste former for traumer.
Det danske sprog mangler et begreb for det, man i fx USA kalder “little t traumas” – de mindre, men gentagne eller følelsesmæssigt svære oplevelser, som ikke nødvendigvis sætter spor i hukommelsen, men sætter sig dybt i kroppen.
Og fordi vi ikke har sproget for dem,
kommer vi ofte til at overse dem.
– Også i os selv.
Når det lille bliver stort i kroppen
“Little t traumer” er de erfaringer, der måske ikke ser ud af så meget udefra – men som føltes overvældende og alene indefra.
Det kan være:
- At føle sig overset eller ikke forstået
- At føle sig forkert, for meget eller ikke god nok
- At skulle præstere for at få kærlighed
- At blive mødt med skam, kritik eller tavshed, når man udtrykker behov
- Dagligdags stress over længere tid
- Økonomisk stress
- Kronisk smerte
Den slags oplevelser være overvældende nok til at kroppen går i beskyttelsestilstand.
Og det er her, vi begynder at tale om traumer i et nervesystemsperspektiv.
Vi oplever traumer forskelligt
Men her er noget vigtigt at forstå:
Der er stor forskel på, hvordan vi oplever, at noget er traumatiserende.
En oplevelse, der for én person er overkommelig og hurtigt forbigående, kan for en anden sætte sig dybt og skabe varige forandringer i deres evne til at være til stede i livet, nyde det og føle sig tryg.
Hvorfor?
Fordi det afgørende ikke er hændelsen i sig selv, men hvordan vi håndterer den.
Når vi står alene med svære oplevelser, uden nogen til at støtte os, uden at få spejlet vores smerte, kan vores nervesystem føle sig overvældet – og det kan føre til, at kroppen går i alarmberedskab eller lukker ned som en beskyttelsesreaktion.
Hvad der afgør om noget bliver traumatiserende, handler derfor ikke kun om selve hændelsen, men om vi har et empatisk vidne.
En person, der ser vores smerte og hjælper os med at rumme den – uanset om det er “stor” eller “lille” smerte.
Når vi bliver mødt med empati og forståelse, får vores nervesystem en chance for at regulere sig selv og finde tilbage til ro.
Uden det, bliver smerten værre, og traumerne danner sig som en skjult barriere.
Et traume er ikke det, der skete – men det, det gjorde ved dig
Traumer handler ikke nødvendigvis om selve hændelsen,
men om hvordan dit nervesystem reagerede –
og hvorvidt du fik hjælp og støtte til at regulere bagefter.
Når vi oplever noget, der er for meget – og vi ikke bliver mødt, holdt eller hjulpet – går vores system i overlevelse.
Det kan være alarmberedskab (kæmp/flygt) eller nedlukning (frys/kollaps).
Og hvis det sker ofte nok – eller længe nok – bliver det en grundtilstand.
“Men jeg har jo ikke haft nogen traumer…”
Sådan tænker mange af os… Og det har vi måske heller ikke, hvis man forstår traumer i Big T betydningen…
Men hvis du:
- Bliver hurtigt overvældet
- Føler dig træt, men har svært ved at finde ro
- Har svært ved at mærke og sætte grænser
- Føler skyld, når du vælger dig selv
- Er fanget i mønstre, du ikke forstår, men heller ikke kan ændre
… så kan det meget vel være tegn på at dit nervesystem, er fanget i en tilstand hvor det stadig prøver at beskytte dig.
Mod noget, der for længst er overstået – men som ikke er forløst.
Hvorfor det er vigtigt at forstå
Når vi tror, at traumer kun handler om “store” begivenheder,
kan vi komme til at negligere vores egne oplevelser.
Vi kalder det stress. Lavt selvværd. Følsomhed. Dårlige vaner.
Og forsøger at tale os ud af det.
Men når årsagen ligger i kroppen – i en tilstand af kronisk utryghed,
så er det ikke nok at forstå det med hovedet.
Vi må arbejde med kroppen.
Med nervesystemet.
Heling er mulig
Et traume er ikke det, der skete.
Det er det, der stadig lever i kroppen.
Det betyder også, at kroppen kan lære noget nyt.
At nervesystemet kan reguleres.
At du kan føle dig tryg igen – ikke kun i tankerne, men i hele dit væsen.
Heling handler ikke om at glemme det, der skete –
men om at få kroppen til at forstå, at det er overstået.
Du behøver ikke “bevise”, at det var alvorligt nok.
Det var alvorligt nok, hvis det stadig påvirker dig.
Og det er muligt at skabe forandring.
Trygt. Blidt. Ét skridt ad gangen.
Når vi er vokser op med utryghed, kritik og manglende forståelse udvikler vi utryg tilknytning. Du kan læse mere om sammenhængen mellem tilknytning og nervesystemet i dette indlæg
Begynd arbejdet med dit nervesystem i dag med dette kursus, der introducerer dig til arbejdet med nervesystemet