– og hvorfor vi ikke bare kan tale os fri
Har du nogensinde mærket en uforklarlig længsel? En følelse af, at noget mangler – uden at kunne sætte ord på hvad?
Måske har du forsøgt at fylde det med et nyt køkken, en hundehvalp eller endnu et kursus.
Men uroen bliver ved. Som om noget vigtigt ikke er med i livet.
Det, du mærker, er ikke forkert. Tværtimod.
Hver gang vi – som børn eller voksne – står alene med noget overvældende, noget vores krop ikke kan kapere, og vi ikke får tilstrækkelig hjælp til at håndtere det, så sætter det sig. Ikke kun som et minde. Men som små låsninger i kroppen. I musklerne. I cellerne. I vores nervesystem.
Vores nervesystem registrerer det som fare. Og fra det øjeblik begynder det at scanne alle fremtidige situationer for tegn på lignende fare. Når noget bare minder en lille smule om det gamle, aktiveres beskyttelsen – helt automatisk.
For nogle kommer beskyttelsen som vrede og skarpe ord.
For andre som pleasende adfærd – et ja, der egentlig burde være et nej.
Og for nogle som tilbagetrækning. En følelse af at det er tryggest at være alene.
Alle tre er naturlige, smukke strategier. De har hjulpet os med at overleve.
Men de skaber afstand.
Til andre – og til os selv.
Over tid kan det føre til en følelse af, at noget mangler. Som om vi er blevet fremmede for os selv.
Vi mærker måske dårlig samvittighed over vores reaktioner. Eller en længsel efter at kunne sige, hvordan vi virkelig har det. Men vi tier af frygt for at blive afvist.
Det, vi længes efter, er i virkeligheden os selv. Vores oprindelige, uforfalskede selv – før alle lagene af beskyttelse.
Men vi kan ikke tænke os derhen. Mange forsøger – gennem samtale og refleksion – og det kan være en del af vejen.
Men mange opdager, at de forstår sig selv bedre – uden at noget reelt ændrer sig.
Vi bliver bevidste om vores mønstre, men mønstrene fortsætter alligevel.
Og det er der en god grund til:
Det er ikke din vilje, der mangler. Det er dit nervesystem, der beskytter dig.
Og det gør det stadig, fordi det tror, du er i fare.
Den gode nyhed er, at vi kan lære vores nervesystem, at det er trygt nu.
At det, der engang var farligt, ikke længere er det.
Det kræver ikke viljestyrke – men venlighed. Og træning.
Vi skal lære at mærke, hvornår nervesystemet går i gang med sin beskyttelse – og møde det med forståelse.
Gennem små, enkle øvelser og bevidsthed kan vi vise nervesystemet, at det godt må slippe sit greb.
Og lidt efter lidt vil flere situationer føles trygge.
Vi kommer mere i kontakt med os selv.
Mere regulerede. Mere forbundne.
Og det er her, længslen stilner.
Når vi ikke længere er i kamp – men i kontakt.
Herfra kan vi sige det, vi virkelig mener. Være med det, vi virkelig føler.
Og skabe de relationer og det liv, vi længes efter.
Læs mere om hvordan nervesystemet skaber vores mønstre i dette indlæg og læs om hvordan du skaber et reguleret nervesystem her